#9 Nyhedsbrev – Generalforsamling

Kære medlemmer

I søndags afholdte vi den første ordinære generalforsamling i Andelsgaarde. Kæmpe stor tak til alle, der mødte op. Det var skønt at se jer på den Grønne friskole. Til alle Jer, som ikke kunne være der, kommer her et kort referat.

Forud for generalforsamlingen holdt bestyrelsen oplæg om foreningens første leveår, fondsstrategi, vision for fællesskab og fremtidens byggeri på landet, og Anders Morgenthaler gav en dundertale om, hvordan vi bliver en langt støre forening det kommende år.

3 mindre gårde som vi er i dialog med blev præsenteret for de fremmødte, og i den kommende tid vil vi kaste alt vores energi over de kommende forhandlinger. Af hensyn til forhandlingerne kan vi ikke informere yderligere med hvilke vi arbejder videre med.

Advokat Kim Meurs-Gerken styrede generalforsamlingen forbilledligt, og skal have en særlig tak herfor!

Til selve generalforsamlingen blev der taget beslutninger om vedtægtsændringer samt nyt bestyrelsesmedlem.

Phie Ambo nyt bestyrelsesmedlem
På generalforsamlingen blev Phie Amboe valgt som nyt bestyrelsesmedlem, og kommer til at tilføre bestyrelsen vigtig iværksætterkompetence. Tak til Ida Willig for det store arbejde med at stifte foreningen, og det fremtidige bidrag som frivillig i foreningen.

Bestyrelsen består nu af følgende medlemmer:

Rasmus Willig (formand) er til dagligt ansat ved Roskilde Universitet, og forfatter til en lang rækker bøger, bla. Kritikkens U-vening (2015), Afvæbnet kritik (2016), Hvad skal vi svare? (2017) og Flexisme (2018).

Helene Bjerre Nielsen (kassere), er direktør for Fonden Cohra, tidl. programleder for Velux fonden, og desuden bestyrelsesmedlem i den Økologisk Jordbrugsfond, Plastic Change og medlem af Merkur Andelskasses repræsentantskab. Gårdejer på Sjælland.

Morten Dall, er til dagligt ansat ved Globalconnect, tidl. stifter afKøbenhavns Fødevarefællesskab. Har et mindre fritidslandbrug og insekthotel på Møn.

Kristoffer Tejlgaard, arkitekt og indehaver af tegnestuen Atelier Kristoffer Tejlgaard i København, hvor han udvikler nyt bæredygtigt byggeri.

Phie Ambo, Prisvindende dokumentarist. Har bla. lavet filmen ”Så Meget Godt i Vente” og ”Genopdagelsen”. Er en af stifterne af Den Grønne friskole på Amager.

Bestyrelsen vil arbejde tæt sammen med den nytiltrådte kampagnechef for Andelsgaarde, Anders Morgenthaler. Anders er filminstruktør, forfatter, tegner og klimaktivist, og under Wulffmorgenthaler leverer han dagens stribe på bagsiden af Politiken til glæde for dem som holder af et godt grin.

Vedtægtsændringer
Alle vedtægtsændringer blev godkendt enstemmigt af generalforsamlingen, hvilket betyder at foreningen nu er bedre rustet til at forhandle med de første gårde. Alle dokumenter til generalforsamlingen kan tilgås på www.andelsgaarde.dk under ”dokumenter”. Her vil nye vedtægter mv. også blive lagt op efter næstkommende bestyrelsesmøde.

Bindingsperioden for medlemskabet på 150 kr. efter overgang til månedlig indbetaling blev nedsat fra 3 til 1 år, og bestyrelsen blev bemyndiget til at indgå samarbejdsaftaler med større institutioner og virksomheder som vil støtte foreningen.

Det var alt for nu. Hold øje med jeres indbakke… der kommer snart nyt fra kampagnechefen.

Mange forårshilsner
Bestyrelsen

Udgivet i Nyhedsbrev.