Nyhedsbrev #83: Housewarming og kald efter byggestyrer

Kære gårdejere


Vi håber, at I er kommet godt og grønt ind i 2023! Vi glæder os til et år med mere jord, flere arrangementer og flere grøntsager fra vores fantastiske forvaltere på gårdene.
I dette nyhedsbrev inviterer vi til fejring af vores første fælleshus og kalder ud efter en erfaren byggestyrer til at styre vores mange byggeprojekter.

Housewarming i vores nye fælleshus
Nu skal vi fejre en milepæl! På Lerbjerggård har vores uovertrufne byggegruppe knoklet og hjulpet til med indretningen af vores nye fælleshus. Det er så færdigt, at vi nu inviterer til housewarming lørdag den 4. februar kl 11-14. Kom og lad os sammen fejre det og drømme om alle de aktiviteter, vi kan fylde det med fremover. Vi skal også udbringe en skål for byggegruppen. Det bliver fantastisk!


Der vil være lidt at spise, arkitekt Kristoffer Tejlgaard vil fortælle om tankerne bag det smukke hus, og vores foreningsdirektør Jacob vil fortælle om planerne for 2023. Detaljer om dagen findes her: Housewarming i fælleshuset på Lerbjerggård – Andelsgaarde.dk

Søges: Byggestyrer
Vi har virkelig gang i byggeprojekterne, og det bliver kun vildere i 2023. Derfor søger vi nu en erfaren og tjekket byggestyrer, som kan hjælpe til nogle dage om ugen. Opgaven vil dels bestå i at styre og sørge for fremdrift af opførelsen af nye hovedhuse på både Lerbjerggård og Spaanbrogård, dels styre renoveringen af de forskellige bygninger på Brinkholm. Senere kan der komme andre opgaver, og timetallet kan vokse, efterhånden som vi bliver større og får flere gårde med flere bygninger.


Opslaget har været ude siden før jul og kan ses her: https://www.andelsgaarde.dk/byggestyrer-soeges/ 

Bedste hilsner
Sofie, Jacob og bestyrelsen