Nyhedsbrev #91: Byggeri, arrangementer og ligningslov

Kære gårdejere.

Så er det tid til endnu et nyhedsbrev!

Gang i byggeriet
Her i efteråret sætter vi endelig gang i byggeriet af de to hovedhuse på Lerbjerggård og Spaanbrogård. De tekniske tegninger er netop landet, og ingeniørerne har regnet færdigt, så nu kan vi sætte spaderne i jorden. Det er virkelig en milepæl, og vi kan alle, ikke mindst vores forvaltere, glæde os til de kommende smukke hovedhuse, der er tegnet af arkitekt Kristoffer Tejlgaard.


Vi kan samtidig glæde os over, at det kommende fælleshus på Spaanbrogård nu er fuldt finansieret. Vi har nemlig fået støtte fra både LAG (600.000 kr.) og Lokale- og Anlægsfonden (400.000 kr.), som oven i bevillingen fra Underværker på 1 mio. kr. gør, at vi kan sætte gang i ombygningen af laden, så Det Regenerative Forsamlingshus også står klar næste år. Det bliver lige så flot som fælleshuset på Lerbjerggård, som I ser på billedet foroven. Hurra og tillykke til os alle!

Ligningsloven
For et års tid siden indledte vi en klagesag mod SKAT, som ikke vil godkende os som almennyttig forening ift ligningsloven. En anerkendelse vil betyde, at man kan trække donationer fra i sin årsopgørelse, og den vil også åbne op for, at vi som forening kan søge andre støttemuligheder. Sagen kører endnu, alt imens bl.a. golfklubber er godkendt ift loven. Det er ganske uforståeligt, og vores advokat mener, at sagen er helt klar – men vi får ikke svar før november.


I mellemtiden søger vi godkendelse for i år (man skal søge hvert år). Ligesom sidste år kræver det, at man har modtaget mindst 100 donationer af mindst 200 kr., og her kan I hjælpe ved at støtte op med en donation inden 1. oktober. Det kan gøres på to måder:


Overføre 200 kr. til Foreningen Andelsgaarde på MobilePay: 18013. Husk at skrive dit fulde navn i kommentarfeltet
eller
overføre 200 kr. til Foreningen Andelsgaardes donationskonto i Merkur Andelskasse: reg.nr. 8401 kontonr. 5472727. Husk at skrive dit fulde navn i kommentarfeltet.


Hvis vi efterfølgende bliver godkendt af SKAT, kan I få fradrag for donationen. Det kræver dog, at man angiver fuldt navn, adresse samt CPR nr. i kommentarfeltet ved indbetalingen. Hvis man ikke vil have fradraget, behøver man ikke at oplyse om adresse og CPR nr.


Alle donationer vil gå ubeskåret til klagesagen mod SKAT samt naturgenopretning på vores gårde.

Arrangementer
Der er fuld gang i arrangementerne på gårdene. I kan læse meget mere i Det Sker kalenderen, hvor der også står detaljer om evt. tilmelding og billetkøb. Her skal de blot kort nævnes:


Der er kæmpe høstfest og farmers market i Demokrati Garage fredag den 29. september fra kl. 15-23. Det foregår på Rentemestervej 57, 2400 Kbh NV.


Der er en spændende og nørdet biodiversitetsdag på Lerbjerggård lørdag den 30. september fra kl. 14.30-20 – der er både botanik, mad og flagermus, og man kan blive hængende til naturvin efterfølgende.


Der er farmer fitness på Spaanbrogård, hvor skoven skal vedligeholdes lørdag den 7. oktober fra kl. 11-14.


Der er farmer fitness og efterfølgende fællesspisning på Lerbjerggård, hvor vi lukker ned for sæsonen lørdag den 14. oktober. Det starter kl. 13 for arbejdets vedkommende og 16.30 for spisningens vedkommende.


Og endelig fortsætter Grønt Marked året ud på forskellige lokationer i København. Det foregår søndage fra kl. 10-15, og i Det Sker kalenderen kan I se, hvor og hvornår Nikolaj og Zoe fra Brinkholm er med.

Husk at hvis I vil følge lidt mere med i foreningens gang, kan I læse med i de månedlige orienteringer på hjemmesiden.

Bedste hilsner
Sofie, Jacob og bestyrelsen