Kære gårdejere
Sæsonen går så småt på hæld, men der høstes fortsat på livet løs, og vi kan byde velkommen til to nye forvaltere i Andelsgaarde. Det kan I læse mere om i dette nyhedsbrev, som også har nyt om, hvordan I meget nemt kan støtte os i en kommende kampagne.
To nye forvaltere – nu er vi oppe på 14
På Brinkholm har Uschi og Davide sluttet sig til Nikolaj og Zoe, så der nu er dobbelt så mange forvaltere på Brinkholm. Dermed er vi i gang med 14 forvaltere – samt tre elever – på vores gårde, og vi glæder os meget over at være med til at hjælpe endnu flere unge jordbrugere i gang. Det grønne generationsskifte i landbruget er der mange, der taler om, men få gør noget ved. Vi gør begge dele!
Uschi og Davide kommer fra Kalø Økologisk Landbrugsskole og vil stå for grøntsagsproduktionen på Brinkholm, i første omgang året ud så vi lige kan se hinanden an. For jer, der bor i hovedstadsområdet, kan I møde dem hver tirsdag fra 16-18 i Demokrati Garage (Rentemestervej 57, Kbh NV), hvor de sælger deres lækre grøntsager. I kan også lave en forhåndsaftale med dem og bestille – så gør I både deres planlægning nemmere, og I sikrer jer, at der er nok grønt, når I dukker op. Skriv blot på gracedfarm2024@gmail.com.
Støtte på vej til Andelsgaarde – vær med til at bestemme hvor meget
GreenSpeak er Danmarks eneste teleselskab, der støtter klima- og miljøprojekter. Vi har i et par år været et af deres faste støtteprojekter, og vi har indtil videre fået bevilliget godt 200.000 kroner. Det er fornemt, og den 22. oktober sætter de gang i endnu en afstemningsrunde. Det foregår på den måde, at alle der har telefonabonnement hos GreenSpeak kan være med til at stemme på hvilket projekt, der skal have del i støtten. Selvom de andre støtteprojekter er gode, vil vi gerne have del i så stor en del af støtten som muligt – så hjælp os med jeres stemme, hvis I er kunder hos GreenSpeak. Og hvis ikke I allerede er, så har GreenSpeak strikket et tilbud sammen specifikt til vores medlemmer. Læs nærmere her.
Alt det andet
5,7 millioner kr. i en stor forskningsbevilling, genslyngning af Storkebækken på Brinkholm, nominering til Folkeoplysningens Pris, bygge- og renoveringsprojekter i fuld sving på Lerbjerggård, Spaanbrogård og Brinkholm, læssevis af spændende arrangementer på alle gårde og i de større byer… Der sker så meget i vores forening, som vi ikke kan have med i nyhedsbrevene. Vi opfordrer derfor atter til, at I følger med i de månedlige orienteringer og DET SKER kalenderen på hjemmesiden.
Bedste hilsner
Sofie, Jacob og bestyrelsen