I 2020 blev der givet politisk håndslag på oprettelsen af 15 nye nationalparker i Danmark – den måske mest ambitiøse naturpolitiske aftale i nyere tid. (Gen)oprejsningen af sådan en mængde natur i Danmark rejser en række spørgsmål, om hvordan vi som mennesker og borgere forholder os til naturen i Danmark. Hvordan ønsker vi at omgive os med natur? Hvad det vil sige at sætte naturen fri på naturens præmisser? Og er det noget vi alle drømmer om?
“Organiseret Vildskab” er en inspirerende dokumentarfilm, der tager os med på en levende rejse gennem dansk natur. Udover at dokumentaren formår at give et smukt og anderledes billede af den danske natur, er den også med til at udforske nogle af de svære spørgsmål, der opstår, når vi diskuterer, hvordan vi bedst indgår i forhold med naturen.
Baren i Demokrati Garage åbner kl. 19.00. Filmen sætter vi på kl. 19.30 og Q/A med Phie Ambo går i gang umiddelbart efter filmen kl. 20.30. Vi forventer at arrangementet slutter kl. 21.00. Da vi max kan være 150 personer i Folkestuen i Demokrati Garagen, er der et først-til-mølle-princip med pladserne, så hvis du vil være sikker på at få en plads, så kom evt. i god tid.
Denne første filmvisning markerer starten på Andelsgaardes nye gratis filmklub “Grønne Drømme” som vi laver sammen med Demokrati Garagen. Vi vil sammen dele filmiske oplevelser, der nærer vores viden og inspirerer os til at handle for en mere bæredygtig fremtid, og vi spørger samtidigt, hvordan vi så bevæger os derhen.