Vi samarbejder med andre organisationer og indgår i projekter, der arbejder indenfor temaer som regenerativt jordbrug, liv på landet og demokrati. Det kan både handle om forskning, uddannelse, formidling og varetagelse af interesser.
Jordforbindelser er et treårigt forskningssamarbejde mellem Andelsgaarde og Aalborg Universitet om jord, sanser og regenerativt landbrug.
Projektet fokuserer på den spirende regenerative landbrugsbevægelse, der eksperimenterer med nye landbrugspraksisser for at imødekomme jordkrisen. I projektet vil vi udforske, hvordan sanselige oplevelser med jord og nye forestillinger om samarbejder på tværs af arter har potentiale til at forme jordbrugere og borgeres relation til jord. Vi undersøger, hvordan en gentænkning af, hvad jord er og hvordan den skal behandles, kan skabe nysgerrighed og engagement i debatten om fremtidens landbrug og vores indvirkning på økosystemer såsom jord.
I løbet af de næste tre år vil projektet invitere til store gårdarrangementer, hvor nysgerrige deltagere kan være med til at undersøge jordens liv gennem workshops, kunst, markvandringer, mad og samtaler.
Vi er med i alliancen Hvem ejer jorden, som arbejder for større transparens i forhold til ejerskab af dansk landbrugsjord. Alliancen problematiserer bl.a. de demokratiske problemer med udenlandske kapitalfondes ugennemsigtige ejerskab.
Sammen med Demokrati Garage på Rentemestervej i København NV arrangerer vi Farmers Market, hvor vores forvaltere sælger deres produkter. Det er også i Demokrati Garage, at vores arrangementer med foredrag og biograf om det regenerative landbrug bliver afholdt.
Landsforeningen for Økosamfund (LØS) undersøger med midler fra Realdania nye modeller for etablering af økosamfund; vi er med som partner på projektet for at undersøge hvilken værdi et økosamfund og en mulig gård i vores regi kan tilføje hinanden.
Vi har forbindelse til den Regenerative Jordbrugsskole, som vores bestyrelsesmedlem Sarah Hellebek har været med til at starte. Hvert år har én eller flere af vores forvaltere praktikanter fra skolen.
Derudover har vi i sekretariatet løbende erhvervs- og studiepraktikanter, ligesom vi indgår i studieprojekter, hvor universitetsstuderende bruger Andelsgaarde som eksempel eller empiri.
Vi er medlem i Økologisk Landsforening og i Kooperationen, hvor vi får god inspiration og sparring fra ligesindede. Desuden sidder vi med i Realdanias Landbrugsforum.